LSF var naturligvis klare underdogs, da superligamandskabet fra Hobro kiggede forbi tirsdag eftermiddag.
Mange blandt hjemmeholdets tilskuere havde dog et lille håb gemt i maven om en overraskelse, for LSF har været inde i en glimrende stime på det seneste, mens man kan sige det stik modsatte om Hobro.
Om ikke andet, så havde alle da et håb om, at LSF kunne levere god modstand, så kampen ikke ville fise ud inden den rigtigt kom i gang – og man kan roligt sige, at tilskuerne ikke gik skuffede hjem, hvis det var spænding de søgte.
LSF havde nok forventet at komme under pres fra starten, og der gik heller ikke længe, før udeholdets ene angriber, Djiby Fall, fik en stor chance foran kassen, men Lasse i buret var klar fra start og reddede flot.
Det udløste dog hverken panik hos LSF eller at fortsat stormløb mod Lasse fra udeholdets side. LSF fik arbejdet sig fint ind i kampen, og holdet gik uimponeret til værks.
Efter godt et kvarters spil skete så det, som vi alle havde håbet på, hvis pokalsensationen skulle blive til virkelighed. Vævre Mathias Gransee bragte LSF i front på sin sædvanlige udfordrende måde, og pludselig vækkede det et realistisk håb om sejr mod overmagten. Der var dog lang tid endnu, men en 1-0 føring var noget af det, man skulle håbe på, hvis Hobro skulle overvindes.
Det gav LSF selvtillid, og måske også en smule bekymring hos gæsterne. Der var på ingen måde tale om dominans fra Hobros side, selv om de da nok havde det procentmæssige boldovertag, men store chancer skabte de ikke mange af. LSF-defensiven stod knivskarpt, og midtbanen arbejdede stenhårdt begge veje.
Den formodede forskel på de to hold var slet ikke til at se rent spillemæssigt, og faktisk virkede LSF mere farlige end Hobro.
Det blev ikke til flere scoringer inden pausen, selv om der dukkede enkelte muligheder op til begge hold, og LSF kunne se tilbage på en noget nær perfekt 1. halvleg – omstændighederne taget i betragtning.
Allan Kuhn har nok talt med store bogstaver til sine Hobro spillere i pausen, og de kom også lidt bedre ud til 2. halvleg. Der blev sendt en del bolde ind i feltet mod de store angribere, og Hobro kom da også til nogle muligheder, med de store chancer udeblev, og de små af slagsen blev ofte afsluttet svagt. Lasse i LSF-målet var i hvert fald ikke på overarbejde, og generelt virkede LSF til at have rimelig kontrol over tingene, selv om Hobro selvfølgelig lagde pres på i perioder.
LSF spillede sig også flot til flere chancer til at øge føringen, bl.a. havde Frederik et par gode forsøg, men keeperen og Hobro-forsvaret fik afværget et par store chancer. Kontraspillet blev flot udført, og LSF var i denne periode tættere på 2-0 end Hobro var på en udligning.
Men efter en lille times spil viste udeholdet alligevel klassen, da de scorede til 1-1. LSF tabte bolden midt på banen, og uden den store betænkningstid tog Vito Hammershøy Mistrati chancen fra midtercirklen. Han havde set, at Lasse stod lidt for langt ude, og bolden sejlede flot ind under overliggeren med en sprællende Lasse halsende lige efter.
En flot scoring af Hobro, men også et mål som kom ud af ingenting. Lidt uheldigt for LSF, som flot holdt Hobro fra de store chancer, og dette var egentlig heller ikke en chance, men scoret blev der alligevel.
Det gav Hobro lidt mere ro, og de fik bedre fat efter scoringen. Spillet blev flyttet lidt længere frem på banen, og chancerne til LSF var der længere imellem som kampen skred frem.
Midt i halvlegen fik Hobro udbytte af deres mange bolde ind i feltet, da en angriber blev skubbet lidt i ryggen, da han tæmmede en bold i luften, og dommeren tøvede ikke med at dømme straffe. Det var ikke verdens største straffespark, men det kunne nok godt dømmes. Angriberen gjorde også sit til at få det til at se voldsommere ud, end det var.
Mistrati sparkede sikkert bolden i nettet på straffesparket, da han bankede den hårdt ind midt i målet, uden chance for Lasse.
LSF var nu nødt til at få presset spillet længere frem, og det lykkedes sådan set fint mod slutningen, hvor man også kom til et par gode muligheder, men der manglede lige det sidste for at få bolden ind over stregen. Man fik sat en fin slutspurt ind i jagten på udligningen, og spillerne kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne for at komme tilbage i kampen. Man havde Hobro lidt på hælene til sidst, og det var tydeligt at mærke, at udeholdet ikke var helt trygge ved situationen.
Men målet udeblev og så kunne Hobro-spillerne række hænderne over hovedet og glæde sig over avancement til 4. runde.
Som skrevet tidligere så var der altså ikke den forventede forskel at se på de to mandskaber. LSF-spillerne leverede en mandfolkeindsats, og spillede lige op med et superligamandskab, som dog anvendte et par reserver, men generelt stillede med mange af deres stærkeste spillere. Og det samme kan man jo sige om LSF, som også havde 3-4 spillere i start-11, som ikke plejer at være med fra start.
Men det bedste ved hjemmeholdets indsats var, at man ikke blot stillede sig ned foran eget felt for at forsvare sig, men i stedet spillede med gennem alle 90 minutter. Bevares – Hobro var da mest på bolden, men deres spil var ikke prangende, og de skabte ikke mange store chancer.
Uden at have lavet statistik på det, så vil jeg tro, at LSF nok havde flere og større chancer, og det er vel også sigende for kampen, at Hobros bedste spiller denne dag var deres målmand, som hev flere gode redninger frem, da holdet havde mest brug for dem. Uden de redninger, så havde LSF måske lukket kampen til 2-0 i 2. halvleg. Og så skal det da også nævnes, at LSF blev snydt for et straffespark, da Gransee blev nedlagt i feltet, så det er vel ikke helt forkert at sige, at Hobro var en smule heldige med at gå videre...
Måske er dette skrevet med sort/hvide LSF-briller. Nøgternt set kan man nok ikke kalde Hobro-sejren for ufortjent, men efter sådan en jætteindsats af alle LSF-spillerne, så er det alligevel med en smule bitterhed, at man nu sidder og ærgrer sig over, at LSF ikke slog et superligahold ud af pokalturneringen, for chancen var der virkelig denne tirsdag aften.
Men det er også med stolthed, at man kan se tilbage på en kamp, hvor LSF spillede lige op med et hold fra den bedste række i Danmark, og at man med en uimponeret tilgang bød Hobro op til dans og leverede glimrende underholdning og spænding til det sidste for de mange fremmødte tilskuere.
Tak for oplevelsen, drenge – og husk at tredje gang er lykkens gang, så vi glæder os allerede til endnu et superligahold i næste års pokalturnering 😉
LSF – Hobro 1-2 (1-0)
17 min: 1-0 Mathias Gransee
58 min: 1-1 Vito Hammershøy Mistrati
70 min: 1-2 Vito Hammershøy Mistrati (straffe)
Gule kort: Dennis og Jacob
Opstilling:
Målmand: Lasse
Forsvar: Dennis (ud 84.), KG, Jacob, Løvgren
Midtbane: Benja (ud 61.), EK (ud 68.), Thomsen, Holden, Gransee
Angreb: Frederik
Bænken: Weiss (ind 68.), Søberg (ind 84.), Molle (ind 61.)
Se også artikel på SN.DK: Miraklet udeblev i Ledøje
