Menu

Senior 2: Fremragende indsats – og 4-2 sejr over Friheden!

image
Ref: Peter Wagner - Foto: Jørgen Steen Jensen
06. september 2015 kl. 14:20
Det var helt igennem en fremragende indsats den blæsende søndag på Smørum Park – og endelig en sejr at lune sig på!

Det er som nat og dag når senior 2 spiller – og helt afgørende er det hvem vi har med på holdet. Efter sidste uges pauvre indsats var der helt anderledes boller på suppen mod et ikke helt ueffent Frihedenhold.

Tilbage var Gudespilleren Halling og også Aske Viktor var med så det er betød noget rutine på holdet. Og fra starten af kampen var det os der styrede begivenhederne. Sidste uge kunne vi ikke ramme en ladeport på to meters afstand – i dag flød kombinationerne bare – og så er det en fornøjelse at se fodbold.

I det 8. min. trykkede Wire på mål og målmanden viste svaghedstegn og tabte bolden og så var tonen slået an. Inden kampen havde vi fortalt spillerne at de bare skulle spille Halling så ville der ske et eller andet. Og i det 10. min. fik vi syn for sagen.

En meget stærkt spillende Wire – igen – trak ind i banen og i kombination med netop Halling kom han fri og sendte bolden i mål til 1-0.

Sådan fortsatte det og vi skulle ikke vente længe før der var mål igen. I det 18. min. var en anden fremragende spiller på dagen – Mathias Beck – trukket med frem og sørme om tætte kombinationer med – ja Halling – betød, at han var alene med målmanden og så stod det 2-0.

Hvis Friheden skulle ind i den kamp så måtte det ske på en fejl fra os. Og det kom desværre i det 23. min. Der højerside – som rent faktisk var glimrende – fik på en eller anden måde presset vores spiller og vi forsøgte at sparke bolden væk, men den endte ude hos en helt fri Frihedespiller der sikkert satte den i nettet.

Men det var ikke slut endnu. I det 36. min. ramte Wire indersiden af stolpen og kort før pausen kom så mål nr. tre. Hjørnespark fra Mørch blev clearet tilbage til ham og han sparkede mod forreste stolpe hvor ”Otte” fik foden på og så var 3-1 en realitet. ”Otte” spillede i øvrigt også fremragende og sin bedste kamp i år.

Det var også en tilfreds cheftræner Jan Zirk der tog i mod i pausen. Han roste spillerne, men vi skulle passe på ikke at lukke dem ind i kampen.

Heldigvis var det stadigvæk os der sad på spillet. Vi fik nogle løse chancer, men vi fik dem ikke knækket. Gassen gik lidt af gutterne og nu begyndte Friheden at presse på – og specielt deres omstillinger var farlige.

I det 62. min. betød rigtigt gode kombinationer en helt fri Frihedenspiller og han bankede resolut bolden i kassen til 3-2. Spændingen var intakt.

Nu pressede de på og en meget afgørende faktor for, at det gik som det gjorde, var Kim Ziegler i målet. Han havde inden da vist årvågenhed og i to situationer var vi spillet tynde, men begge gange reddede han flot. Han fik også et kys af træneren efter kampen. En rigtig god målmand skal redde point til holdet og det gjorde han i dag rigtigt mange gange.

Der blev skiftet ud og det kunne ikke ses på spillet da vi fortsatte med de gode kombinationer. I det 80. min. blev Friheden taget i en omstilling og Halling - hov det var jo Gudespilleren igen - sendte den indskiftede Patrick Henriksen af sted og med to forsvarsspillere halsende efter sig sparkede han bolden i mål til 4-2 og så var den kamp ovre.

Det var en gedigen holdindsats med afgørende spillere som bl.a. Halling og Ziegler i målet, men mange på holdet spillede deres bedste kamp i år.

Salo på backen, Darholt der bare bliver bedre og bedre samt Thommas i midterforsvaret der denne gang heldigvis havde dygtige spillere omkring sig. Bedst bagerst var dog Søberg der med omtanke og ikke mindst sin måde at kommunikerer på havde sin andel i at der kun gik to mål ing.

Aske spillede fint foran forsvaret og det var ikke mindst hans skyld, at Beck gjorde det fortrinligt krydret med et mål. På kanterne var både Wire og Mørch pågående i deres spil og det stressede Frihedenspillerne til en del afbrændere.

Fremme gjorde ”Otte” det eminent og indhopperne Mortensen, Frede og Patrick gjorde sit til at kampen blev kørt hjem.

Hov – mangler du ikke en? Jo da – vi må ikke glemme Gudespilleren Halling der bare tog dirigentstokken og iscenesatte tre mål. Som jeg sagde til ham bagefter: ”Tænk hvor godt det bliver når du spiller de andre”. Spøg til side: Han er guld værd for holdet og hans betydning er enorm.

Så det sluttede som en god weekend og vi glæder os til den næste.    

Holdet var:

Målmand:   Ziegler
Forsvar:     Salo, Søberg, Thommas og Darholt
Midten:      Aske, Beck, Halling, Wire og Mørch
Angreb:      Otte

Udskiftere:  Mortensen, Patrick og Frede

Luk