Senior 1: Underholdning og dramatik på Smørum Park
Træner Kim Kjærsgaard havde bestemt, at der skulle gøres noget for at komme ud af den aktuelle scoringskrise. Han ændrede lidt på opstillingen og nøjedes med tre mand i bagerste kæde, for at kunne smide en ekstra mand på toppen.
Det kunne kaldes en 3-5-2, men de der tal kan ikke bruges til så meget når kampen er i gang, for så bliver der rykket lidt rundt på det hele, afhængig af om man angriber eller forsvarer.
Begge hold lagde godt ud i et højt tempo og med masser af tætte og gnistrende nærkampe. LSF forsøgte at sætte sig på bolden, men blev mødt af et aggressivt og højt pressende GVI-hold.
Opgørets første chance opstod efter 6 minutter, da Benja gik til baglinjen i venstre side. Han lagde den skråt tilbage til Peter, men hans afslutning manglede lidt ’sovs og kartofler’, så GVI’s keeperen havde ingen problemer med at sikre sig bolden.
En keeper som alle på stadion i øvrigt nok havde et indgående kendskab til, for det var Mikkel Gram-Jensen, der vogtede kassen for udeholdet. Mikkel, der tidligere har spillet 125 kampe for LSF, havde selvfølgelig set frem til kampen med spænding – især fordi han skulle møde sine to yngre brødre fra LSF, anfører KG og målmand Lasse.
Det gode spil holdt ved i løbet af halvlegen. Begge hold havde det tekniske i højsædet, og når så spillerne også lagde sjælen i nærkampene, så fik man en ganske underholdende og velspillet 1. halvleg.
Godt midtvejs i halvlegen skete det de fleste på stadion havde ventet på i lang tid – nemlig mål til LSF.
Benja udfordrede i højre side, og hans indlæg blev ikke clearet langt væk. Messi var over returen på kanten af feltet, og han lagde den fint til rette for Niki, der havde fundet en god position i venstre side af feltet. Han kom fri mod Mikkel og udplacerede ham sikkert. Jublen kunne bryde ud på Smørum Park – naturligt nok for holdet havde ikke scoret i de tre foregående kampe, så lettelsen var til at få øje på.
Desværre nåede man ikke at nyde det særligt længe, for GVI udlignede i det efterfølgende angreb…
LSF havde ikke fået armene ned, før en returbold på kanten af feltet blev hugget fladt ind ved den ene stolpe. På flere måder et dumt mål at indkassere – selvfølgelig fordi det var så hurtigt efter LSF’s egen scoring, men også fordi, at man burde have afviklet situationen omkring feltet bedre. Bolden blev ikke clearet ordentligt i flere omgange, og det blev straffet hårdt.
Kort efter kunne det være gået galt igen, da en GVI spiller fik en oplagt mulighed. En tværaflevering passerede hele vejen over i højre side til en fri GVI-spiller, men heldigvis blev afslutningen overplaceret og bolden strøg forbi Lasses mål.
Minuttet senere var Riise lige ved at udnytte et godt hjørnespark fra Messi. Bolden sejlede over forsvar og målmand, men desværre fik Riise ikke ordentlig ram på bolden ved den bagerste stolpe.
Fem minutter før pausen gav Marc prøver på sin målfarlighed, da han med ryggen til mål vendte rundt og flugtede til et indlæg fra Molle, men bolden gik et stykke over mål. Det var heller ikke den nemmeste bold at eksekvere, men Marc gjorde et godt forsøg.
Det blev halvlegens sidste højdepunkt. En halvleg, der indeholdt masser af tempo og vilje fra begge hold, som gav hinanden og tilskuerne underholdning af høj klasse. To velspillende mandskaber bød hinanden op til dans, og man kunne bare stå og håbe på, at det ville fortsætte efter pausen.
Og lad det være sagt med det samme. 2. halvleg blev ikke lige så velspillet, men til gengæld blev den dramatisk og spændende, og indeholdt mindst lige så mange højdepunkter som første.
GVI satte sig hurtigt på tingene, og de skabte også den første store chance. Et hurtigt taget frispark midt på banen fangede LSF-forsvaret på det forkerte ben, og i fri position lobbede GVI spilleren bolden over Lasse. Bolden så ud til at være på vej i mål, og flere GVI spillere stod med hænderne hævet, men heldigvis hoppede den lige forbi den ene stolpe.
Dommeren fulgte nok mere med i spillernes reaktioner, for han dømte mål…! LSF stod og undrede sig lidt, mens de forklarede ham, at den altså gik forbi, og så blev det ændret til et målspark…
Få minutter senere kom dommeren atter i centrum, da et indlæg fra GVI’s højre kant ramte JJ på hånden. Dommeren pegede prompte på pletten – straffe!
LSF protesterede højlydt til både dommer og linjedommer. De mente, at JJ stod uden for feltet, og efter en snak de to dommere imellem, blev kendelsen ændret til frispark…
Havde det ikke været for hjemmeholdets protester, så havde dommerens første kendelse stået ved magt. Linjedommeren gav umiddelbart ikke dommeren besked om, at forseelsen var uden for feltet – først efter protesterne og lidt konversation med dommeren. Hvis linjedommeren havde set, at det var uden for feltet – som han åbenlyst fortalte dommeren efterfølgende – hvorfor gav han så ikke lyd fra sig med det samme…?
Anyway, de fik rettet fejlen, og frisparket blev ikke farligt.
Det var GVI der havde overtaget i 2. halvleg. LSF tabte bolden for let, og udeholdet spillede hurtigt og direkte. Hjemmeholdet sad ikke tæt midt på banen, og man vandt kun få 2. bolde og nærkampe, og så kom man under pres.
Det gjorde så heller ikke betingelserne bedre, da Riise mistede besindelsen i et splitsekund efter godt en times spil. Efter en nærkamp tjattede han ud efter modspilleren, og det så dommeren desværre, og så hev han det røde kort op af baglommen.
Så måtte der reageres fra bænken. Aske kom ind i stedet for Niki, så man igen var fire mand i forsvaret. Man var godt klar over, at det nok ville blive et spørgsmål om overlevelse.
Alligevel var det LSF, der et par minutter senere var tæt på et føringsmål. Et frispark langt udefra blev sparket direkte mod mål, men Messis flotte hug med venstreskøjten prellede af på nærmeste stolpe.
Derefter bølgede angrebene ned mod LSF’s mål. Hjemmeholdet var presset i bund, men fik alligevel etableret sporadiske kontrachancer. 10 minutter før tid kom den største af dem, da indskiftede Krelle tog et godt raid mod GVI-forsvaret. Han fik vristet sig fri og kom alene med Mikkel, som fik hånden på afslutningen. Returen røg ind til en fri Marc foran mål, og han skulle bare sætte indersiden på bolden, der dumpede ned for fødderne af ham, men hans afslutning fløj desværre forbi kassen.
GVI kom også til flere gode muligheder, og især holdets topscorer, Jimmy Mayasi, havde chancer til at lukke kampen. Først satte han hovedet på et godt indlæg, men afslutningen tæt foran mål manglede kraft og præcision og endte i favnen på Lasse. I de sidste minutter fik han en friløber, men igen stod Lasse i vejen med en flot fodparade på den flade afslutning.
Den redning var med til at sikre et hårdt tilkæmpet point til LSF. Kampen sluttede 1-1, og de trætte LSF-spillere faldt til græsset for at suge luft ind, da dommeren fløjtede af.
Et point som LSF – efter omstændighederne – kunne være tilfredse med. En lige første halvleg blev afløst af en anden halvleg med GVI i førersædet. Et godt spillende udehold satte LSF under pres, og det pres blev naturligvis ikke mindre efter det røde kort.
Det lykkedes dog at skabe et par rigtig gode muligheder på trods af undertallet, så med lidt held kunne LSF faktisk havde sikret sig tre point. Det ville ikke have været et retvisende resultat, men det havde man nok levet med. Det havde været mest fortjent, hvis GVI havde løbet med sejren. Kredit til dem, for de spillede en god kamp, og ærgrede sig naturligt nok over to mistede point.
LSF mistede atter point, men igen var indsatsen godkendt. Vigtigt var det, at man fik hul på målbylden – ærgerligt var det, at føringen kun holdt i 30 sekunder…
Kan man levere på samme niveau, og samtidig undgå at komme i undertal, så ligger der tre point og venter næste lørdag, når bundholdet FA 2000 kommer på besøg på Smørum Park.
Efter kampen skulle dagens spiller kåres på terrassen. Det var Jens Jørgen Nygaard, der fik æren denne gang, og han valgte Morten ”Messi” Larsen, der bestemt også gjorde en god figur i dag.
Derefter var det Kim Kjærsgaards tur til at kåre månedens spiller. Trænere og ledere havde afgivet deres stemmer, og de var faldet ud til fordel for Lasse Gram-Jensen, der har vist storform i målet her i foråret.
Og det var også helt naturligt, at det var en fra de defensive rækker, der skulle have denne ære. Man har kun lukket tre mål ind i seks kampe, og det har Lasse bestemt sin del af æren for. Som Kim nævnte, så er Lasse blevet mere rolig og sikker i sine indgreb. Han er stadig meget ung, men det er tydeligt, at han er blevet stærkere med den erfaring han allerede har fået.
Nu ses der fremad mod næste kamp. Forhåbentlig giver det tre point på lørdag mod bundholdet FA 2000 – noget der vil pynte på selvtilliden, og den bliver der brug for i de efterfølgende kampe mod mange af topholdene.
LSF - GVI 1-1 (1-1)
26. min: 1-0 Niki Wulff
27. min: 1-1 GVI
Gult: Peter, Messi, Marc
Rødt: Riise
Opstilling:
Målmand: Lasse
Forsvar: Lind, KG, JJ
Midtbane: Molle, Messi, Riise, Niki (ud 64.), Peter
Angreb: Marc (ud 90.), Benja (ud 68.)
Bænken: Aske Victor (ind 64.), Scott (ind 90.), Krelle (ind 68.)