Menu

Senior 1: Superoplevelse da Brøndby kom til byen!

image
Peter Wagner
26. juni 2016 kl. 17:13
Der var lagt op til fest denne fantastiske lørdag på Sydbank Arena da superligaholdet fra Brøndby kom på besøg.

Over 1300 mennesker var troppet op og de fik virkelig en superkamp i den vel nok største kamp nogensinde i LSF´ s historie. 

Men hvordan kan det lade sig gøre? Altså at et superligahold komme på besøg?

Lad os lige skrue tiden lidt tilbage. 

Primo Juni….

Omkring dette tidspunkt fik vi en henvendelse fra Brøndby om vi havde lyst til at spille en træningskamp den 25. juni? Jo da - vi skulle lige se om der var hul i kalenderen. Det var der tilfældigvis…

Årsagen til at det lige blev os var, at vi har en samarbejdsaftale med Brøndby – Masterclass – og flere gange har nogle at vores ungdomshold gået indmarch på Brøndby Stadion i forbindelse med en superligakamp. En anden årsag er også at Brøndbys nye træner vil spille efter et nyt system: Brøndby skal efter bolderobring afslutte indenfor 15. sekunder! Derfor havde de henlagt tre træningskamp mod hhv. Vallensbæk, Næsby og os.

Og så gik planlægningen i gang. Her er det virkelig at vi kan se hvem der vil det her med LSF. Ole ”Barca” fik lavet en aftale og med Lars Boye Nielsen og Helle Toxværd som tovholdere blev der sammensat en gruppe af mennesker der havde ansvaret for projektet. Der blev holdt en del møder og bl.a. Lars tog en fridag om fredagen for der var mange ting der skulle gøres.

Selve lørdagen inden kampen.

Vi mødte ind omkring kl. 10.00 og så var det om at komme i gang. Ølvogne skulle sættes op, strøm laves, grillen være klar og sådan kunne jeg blive ved. En ting havde vi dog ikke styr på – vejret – men heldigvis fik vi et fantastisk vejr uden skybrud så selv vejrguderne var med os.

Omkring kl. 13.00 var der mange der allerede kommet og endelig kom bussen med Superligaholdet fra Brøndby. Det var jo egentlig dem der var æresgæsterne og det var nogle meget sympatiske mennesker der kom og selvom de er vandt til meget mere så var de ydmyge og roste os for arrangementet og den oplevelse det var.

Kickoff…

Endelig kom vi i gang og ”freden” lagde sig lidt over alle os der havde været i gang med planlægningen i snart over en måned. Allerede i det første minut var det ved at gå galt. Lige på og hårdt og havde det ikke været for en dobbeltredning af Pumaen (Lasse Gram) i målet så kunne det snildt være blevet til 1-0. 

I det 9. min. skete det så. Gode kombinationer i vores venstreside og en bold lige inde i feltet betød, at Andrew Hjulsager kunne sende bolden i det lange hjørne. Talte med Pumaen bagefter og han kunne desværre ikke se bolden. Det var Brøndby der var på spillet, men lige pludselig begyndte kombinationerne at flyde. Med ”Messi” som omdrejningspunkt havnede bolden for fødderne af Marc ”Altid-på-Plette” Lind der via den ene stolpe hamrede bolden i mål til 1-1 – der var der spillet et kvarter.

Nu troede drengene virkelig på det og i 27. min. skete sensationen. I ren Tiki Taka stil flød kombinationerne virkelig og pludselig var Scott alene med Rønnov i målet og så stod det 2-1. Gå ind og se målene på Tv3sport.

Det gik ikke FCK´s øjne forbi. Pludselig stod der på Facebook: ”Danmarksseriehold køre rundt med Brøndby”. Selv troede vi ikke vores egne øjne!

Men hurtigt kom vi ned på jorden og med mål i det 29. min. og 42. min. af Teemu Pukki blev det 3-2 til Brøndby og så hørte vi ikke mere fra FCK.

Pausen…

Også her havde vi ”Breaking News”. Her blev det nemlig offentliggjort, at vi har fået endnu en hovedsponsor: Sydbank. I juni måned har vi forhandlet med Amir fra Sydbank i Ballerup og aftalen er lige kommet på plads. En af aftalerne er bl.a. at de har købt navnet på vores stadion så den fremover hedder Sydbank Arena. Noget vi alle er glade for og vi har flere ting i ærmet til klubbens sponsorer, men det vil jeg komme ind på ved en senere lejlighed. Så der blev overrakt blomster og så kunne 2. halvleg begynde.

2. halvleg…

Der blev nu foretaget en del udskiftninger – bl.a. blev Pumaen i målet skiftet ud med Jaguaren – Kim Ziegler. Tror nok det er det eneste sted i verden, hvor der indenfor få meter både kan være en Puma, en Jaguar…..og en Panda….det er også tung føde.  

Men tilbage til kampen og allerede i det 51. min. var Ole ”Barca” ved at hoppe ned fra terrassen. Peter – hans søn – blev spillet totalt fri, men desværre sparkede han lige på målmanden. 3-3 her så kunne det være en helt anden kamp.

I stedet for lavede Brøndby mål ved Kamil Wilczek (2) samt et enkelt ved Daniel Stückler og så var det game over. Men der var lidt i posen til sidst. Sørme om vi ikke i overtiden fik en omstilling og lige pludselig var ”Benja” helt fri og han satte bolden i mål til slutresultatet 3-6.

Efterspil…

En superkamp var ovre og alle var glade. Efterfølgende var der ”show” på terrassen. Kampens spiller blev ikke kåret, men det vil jeg gøre her!!!!

Ser vi på sæsonen har det været vores forsvar der har været vores bedste aktiv sammen med de to målmænd. I dag vil jeg uden tøven mene, at den gamle Kaptajn Kasper Gram – eller ”KG” – skal have æren. I ikke mindre end fire tilfælde – og så har jeg nok glemt nogen – løb han de hurtige Brøndbyspillere op og med fair midler forhindrede at de kom til afslutning. Det var bare klasse! Så mangler Brøndby en midtstopper så tror jeg ”KG” er klar – nå nej – han skal jo spille for os. 

Men det var nu tid til diverse kåringer. For 3. holdet blev det Palsson den ældre, for senior 2 blev det Alexander Beck og åres fremgangsspiller blev Jacob Søberg – og her taler vi om førsteholdet. Juni måneds spiller blev Jaguaren i målet og så til årets spiller.

Det blev ikke overraskende ”krigeren” Dennis Lind. Han er træningsnarkoman, er en fighter og har en vindermentalitet der dog nogle gange ”koger over”. Som cheftræner Kim Kjærsgaard sagde så er han den spiller i hele Danmarksserien der har fået flest strafpoint – hele 91 – så det er en kompromisløs herre. Og så starter han i øvrigt den nye sæson med to karantænedage….Men helt fortjent at han blev årets spiller.

Men det hele ebbede ud og det var tid til oprydning. En lang dag var ovre og tilbage er der endnu nogle minder inden det hele går løst igen i uge 29.

Vi ses efter sommerferien! 

Kampforløb:

  • 09. min.   0-1    Andrew Hjulsager
  • 15. min.   1-1    Marc Lind
  • 27. min.   2-1    Scott
  • 29. min.   2-2    Teemu Pukki
  • 42. min.   2-3    Teemu Pukki
  • 53. min.   2-4    Kamil Wilczek
  • 56. min.   2-5    Kamil Wilczek
  • 72. min.   2-6    Daniel Stückler
  • 90. min.   3-6    ”Benja”

Opstilling:

Målmand: Kim og Lasse
Forsvar:  ”KG”, ”JJ ”, Søberg, Mikkel, Alexander Beck og Dennis Lind
Midtbane: ”Molle”, ”Messi”, Emil, ”Krelle, Peter, ”Benja” og Riise
Angreb: Marc, Jacob Lind og Scott
Bænken: Niki – men han var skadet

Luk