Senior 1: Smørumdrengene skød med løst krudt
Optakten!
Igen en optakt der blev lidt spoleret. Først meldte Fisch fra på grund af sygdom og hans erstatning på backpladsen Dennis Lind blev skadet under opvarmningen. Så kort inden kick-off skulle der igen ændres.
Men heldigvis har vi mange gode spillere så det gik nok også.
Under taktikmødet roste Kim K. spillerne for et fantastisk forår. Det ser ud til at det meste er ved at være på plads og der er en slags forventningens glæde til den næste sæson der begynder den 3. august.
Kampen!
Alting har en ende og det havde den ubesejrede periode også. Det blev en lidt mærkelig kamp da vi egentlig spillede meget godt, men når vi kom ind foran mål – eller lige skulle sende sidste aflevering af sted – ja så gik det i fisk.
Vi blev ikke rigtigt farlige selvom vi havde bolden meget. Og da Store Beck så lavede straffespark - der sikkert blev omsat af Allerød – så var det virkelig op af bakke. Allerød er et fantastisk omstillingshold og når jeg ser på blokken, så var det dem der havde de største chancer i første halvleg.
Jeg talte ikke de store chancer før pausen til os, men jeg skal love for, at der blev trykket på i starten af anden halvleg. Rigtigt mange gode angreb blev skabt, men den sidste aflevering manglede lige. I det 53. min troede vi dog at netmaskerne skulle blafre. Jegind kom godt over kanten og spillede en præcis bold til fremadstormende Soelberg, men desværre fik Allerøds dygtige målmand lappen på og det kom der altså ikke noget ud af.
Vi fortsatte det gode spil – selvom Allerød til stadighed var farlige på omstillinger. I det 66. min. kom vi meget tæt på. Efter en del hjørnespark blev bolden sendt indover. Den landede for fødderne af ”EK” der optimistisk - fra en meget spids vinkel – skød hårdt og præcist, men desværre tordnede han bolden på stolpen.
Det blev så ondt værre da Allerød nogle minutter efter fik bolden over kanten og de kunne så det der med at score.
Det var som om, at gassen gik af ballonen indtil det 74. min. Her tog en Allerødspiller sagen i egen hånd og hvilken soletur! En efter en rundede han de stakkels Smørumdrenge og sidst også Løven i kassen og så blev resultatet slået fast: 3-0.
Der er nu sommerferie og det er der nok mange der glæder sig til. Den er kort og den 16. juli trænes der igen – det bliver et spændende efterår!
Til sidst blev også årets spillere kåret. Årets fremgangsspiller på senior 2 blev Tommy Vu, på senior 1 Alexander Beck og årets spiller Bjerregaard – alias Løven – der bl.a. har rekorden for at holde nullet længst.
Sydbank, der var stærkt repræsenteret på dagen stod for at vælge kampens spiller.
Aamir , Vivi og Ida valgte anfører Kasper ”KG” Gram Jensen til LSF bedste spiller
StillingHerre-DS • Pulje 2
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | FA 2000 | 27 | 17 | 4 | 6 | 55 | |
2 | KFUM BK, Roskilde | 27 | 12 | 11 | 4 | 47 | |
3 | B 1908 | 27 | 14 | 5 | 8 | 47 | |
4 | LSF | 27 | 13 | 7 | 7 | 46 | |
5 | TFC Odsherred | 27 | 10 | 10 | 7 | 40 | |
6 | Allerød FK | 27 | 9 | 5 | 13 | 32 | |
7 | Union | 27 | 8 | 7 | 12 | 31 | |
8 | Fremad Valby | 27 | 7 | 7 | 13 | 28 | |
9 | Ishøj IF | 27 | 6 | 8 | 13 | 26 | |
10 | Kastrup Bk. | 27 | 5 | 4 | 18 | 19 |