Menu

Senior 1: Så sker det! På lørdag kommer Roskilde KFUM på besøg i oprykningskamp!

image
Tekst: Peter Wagner
14. juni 2020 kl. 15:44
Så er det ved at være tid! – nedtællingen er startet.

Det har været en god uge – en rigtig god uge. Der er blevet trænet og spillet to træningskampe. Og jeg tror ikke, at nogen vil komme med indvindinger hvis jeg påstår, at vi aldrig har spillet træningskampe i juni fraset evt. opvisningskampe.

Men realiteterne er jo i disse Coronatider, at vi skal spille en – evt. to – kampe mod Roskilde KFUM om direkte oprykning til 2. division. Reglerne er meget klare: Hvis vi taber eller spiller uafgjort på lørdag, så er Roskilde oppe. Hvis vi vinder skal der spilles en afgørende kamp den 27. juni i Roskilde…..men lad os lige se hvordan det går på lørdag kl. 15.00 på Sydbank Arena.

Siatuationen lige nu…

Godt jeg ikke er træner! Han står virkelig med en positiv udfordring med vel 14 spillere der bejler til en plads i startelveren. Tilbage fra operation og rejse er Martin Fisch og Kristian Larsen. Væk fra sidste efterår er Bornholmerexpressen ”Benja” der er blevet opereret og da jeg talte med ham, har han lang vej endnu.

Men ellers er det en fit trup – og der er mange der byder sig til. Da jeg talte med cheftræner Kim K. havde han nok truffet nogle beslutninger omkring opstillingern og han var svært tilfreds med forsvaret der er vigtige imod det klart bedste hold vi har spillet imod i efteråret.

Men jeg har lovet ikke at skrive for meget, da Roskilde måske læser disse linier….

Træningskamp 1: LSF-BSF

I tirsdags spillede vi kamp 1 mod vennerne fra BSF – en yderst kompetent modstander der ender som nr. 3. i vores række. Der skulle lige bankes lidt rust af og vi var bagud med 1-0 i pausen. Så blev der skiftet en del ud og ind kom bl.a. spirrevippen Jacob Lind og langsomt fik vi overtaget – og chancerne – og med to mål af Jacob endte vi med at vinde 2-1.

Godt nok en træningskamp, men det er altså sjovest at vinde. Den kamp gav nok ikke entydige svar, men så er der en kamp 2.

Træningskamp 2: LSF–AB Tårnby

En yderst kompetent modstander da de som nr. 1 i den anden DS-række også skal ud at spille oprykningskamp næste weekend mod Karlslunde (pudsigt nok spillede Karlslunde og Roskilde også kamp i weekenden og her vandt Roskilde med 2-1.

AB Tårnby satte sig på kampen i starten uden at være rigtigt farlige. Langsomt kom vi med i kampen og på et dybdeløb kom spirrevippen igen på tavlen og så stod det 1-0.

Faktum er, at forsvaret stod rigtigt godt, hvilket er overordentlig vigtigt mod Roskildes dygtige spillere. Der blev skiftet nogle spillere ud og ind kom bl.a. AB og Gransee.

Det gav en del fremadrettet og det var som om, at vi lige var den tak bedre i fysikken og da vi kom foran med 2-0 – direkte på hjørnespark fra Scott – så åndede alt fred og idyl. Det var som at kombinationerne sad rigtigt godt og rusten var ved at være væk. Men AB Tårnby fik reduceret.

Så er det op på hesten igen og igen var det et hjørnespark der gjorde udslaget. Et indlæg og så Gransee på hovedet – hvornår er det sket?

Kampen var ikke ovre og da Bjerre i kassen kom en anelse for sent ud til en høj bold så stod det 3-2 der også blev kampens resultat. Jeg tror vi skal lægge en del i resultatet da det er et hold der spiller med om oprykningen og altså er nr. 1 i den anden række – så det sker godt ud.

Kampen mod Roskilde på lørdag – hvad så?

Nu er der en uges træning der skal give de sidste svar. Som jeg ser det er vi klar – og flere udefra er imponeret over så godt vi spiller når vi tænker på den situation vi – og Danmark - er i. Der er lagt op til et brag på lørdag, men hvordan skal kampen afvikles?

Et meget stort spørgsmål er tilskuere og der er nu endelig kommet nogle regler fra DBU – og de er nok mere beregnet på stadions med tribuner og større forhold. F.eks. mener jeg at ståpladser ikke er tilladt, men jeg har taget fejl før.

Men jeg ved, at bestyrelsen skal se på hvordan kampen skal afvikles. Faktum er nok, at der ikke må komme så mange tilskuere. Men når der sker noget, må du følge med på vores hjemmeside og så se hvordan reglerne bliver ”bøjet”.

Men spændende bliver det – vi har aldrig været så tæt på det forjættede land!

 

Luk