Menu

Senior 1: Så kom vi godt i gang - 3 point i Holbæk!

image
Tekst: Brian Espersen / Foto & Video: Jørgen Steen Jensen
27. marts 2018 kl. 08:51
LSF vinder forårets åbningskamp med 2-0 på mål af Emil Kjærsgaard og Emil Scott Rasmussen.

Senior 1: Fuld gevinst i forårspremieren 

LSF skulle en tur til Holbæk for at spille årets første DS kamp. Holdene lå side om side i tabellen på 3. og 4. pladsen med hjemmeholdet som det bedst placerede, men det blev der lavet om på i løbet af søndagen.

Det var to gode fodboldhold, der mødtes i forårspremieren. Ofte ser man en omgang primitiv bold på de kedelige baner tidligt i foråret, men både Holbæk og LSF gjorde dette til skamme – selvfølgelig også hjulpet godt på vej af, at man spillede på kunstbane i Tølløse.

Det var et lige opgør med tempo og fart fra starten, og spillet bølgede lidt frem og tilbage.

Første rigtig farlige situation opstod, da en Holbækspiller tog chancen udefra, men heldigvis prellede forsøget af på overliggeren – måske med hjælp fra det yderste af Lasses negle.

Også LSF havde et par gode muligheder inden pausen – den største tilfaldt Jacob Lind, der tog et dybt løb og blev spillet perfekt fri foran kassen, men keeperen kom busende og reddede kastanjerne ud af ilden.

Generelt var der ikke så mange store chancer i halvlegen, men underholdningen fejlede egentlig ikke noget, for der var gnist og tænding på fra begge mandskaber.

Holdene kunne gå til pause med stillingen 0-0, hvilket nok var meget retvisende.

Efter pausen var det hjemmeholdet, der kom bedst ud af starthullerne. De var aggressive og måske også en smule for fysisk hårde – i hvert fald gik det til tider hårdt ud over de offensive LSF’ere, hvor bl.a. Gransee og Benja fik taget nogle tæsk.

I en af situationerne endte det med et gult kort til Benja for brok, da han blev snydt for et åbenlyst stort frispark. Her var det nok nærmere forsvareren, der skulle have haft gult, hvilket havde betydet, at han var røget ud, da det i så tilfælde havde været hans andet gule.

Heldigvis blev det hårde spil ikke belønnet – tværtimod – for midt i halvlegen blev der begået et klart straffespark på Gransee, da forsvarsspilleren kom alt for sent, og endte med at maje Gransee hårdt til jorden.

EK eksekverede og bragte LSF foran 1-0. Målmanden gik til den rigtige side, men han kunne ikke forhindre bolden i at stryge op i nettaget.

10 minutter senere fik Benjas lidt uretfærdige gule kort konsekvenser, da han blev præsenteret for sit andet gule kort og dermed marchordre. Igen var det en smule uretfærdigt, for Benja gled uforsætligt og røg ind i en modspiller, der slog sig lidt. Det blev takseret til et gult kort, og så var LSF en mand i undertal i det sidste kvarter.

Heldigvis havde man fint styr på organisationen hos LSF, og Holbæks chancer blev holdt nede på et minimum.

I det 85. minut kom så kampens afgørelse, da Scott – som røg alene på toppen efter det røde kort – atter viste sin målnæse frem. Han opsnusede en mulighed efter et langt LSF-indkast i højre side. En forsvarsspiller fik ikke clearet ordentligt ved sidelinjen, men fik i stedet headet den bagud, og det takkede Scott for, da han allerede havde taget et godt løb ud i det område. Uden betænkningstid huggede han til den let hoppende bold, og fra små 25 meter fløj den i en bue over keeperen, der blot kunne se det flotte skud sejle ind i nettet.

Meget mere skete der ikke i den kamp, og LSF havde dermed sikret sig forårets første tre point.

En flot sejr i en lige kamp, men LSF stod bedst distancen rent fysisk. Holdet viste god gejst og vilje, og man havde en god vildskab i sit spil. Der blev givet og taget, også selv om det gjorde ondt ind i mellem - men de blå mærker forsvinder, det gør pointene ikke!

Der var debut til Frederik Jørgensen, som startede helt i front. En stor og stærk spiller med masser af talent og potentiale, som blot lige er fyldt 19, så ham skal vi nok få set meget mere til i fremtiden.

I det hele taget var det (som sædvanligt) et ganske ungt LSF-hold, der stillede op til forårspremieren. Gennemsnitsalderen var blot ca. 22,5 år, så det lover godt for fremtiden.

Det var en helstøbt holdindsats, der sikrede den velfortjente sejr, så ingen nævnes frem for andre i dette referat, men kan da lige skyde ind, at Scott øgede afstanden til de øvrige på topscorerlisten i DS pulje 1, hvor han nu står noteret for 16 træffere i sæsonens første 15 kampe – og en afstand på 6 mål ned til de næste på listen...

Næste kamp for LSF er endnu en udekamp. Skærtorsdag skal man en tur til Karlslunde for at spille mod rækkens bundprop. Kampen fløjtes i gang kl. 13.00. 

Holbæk B&I – LSF  0-2 (0-0) 

  1. min: 0-1 Emil Kjærsgaard (straffe)
  2. min: 0-2 Emil Scott Rasmussen

Gult: Jacob
Rødt: Benja (2 x gult)

Opstilling:

Målmand: Lasse
Forsvar: KG, Jacob, Søberg, Kristian
Midtbane: EK, Weiss, Benja, Gransee (ud 80.), Scott (ud 88.)
Angreb: Frederik (ud 80.)
Bænken: Peter (ind 88.), Holden (ind 80.), Krelle (ind 80.)



Læs mere om kampen på SN.DK:

 

Lokalsport - 25. marts 2018 kl. 16:20 Af Christian Dahl
LSF vandt søndag 2-0 over Holbæk på kunstgræsset i Tølløse og overtager dermed tredjepladsen i danmarksseriens...

Video fra kampen

Luk