Senior 1: Regndans på Sydbank Arena – 3-2 nederlag til Holbæk!
Og jeg skal da love for at nedrykkerne fra Holbæk lagde ud som ”lyn og torden”. Allerede efter 4. min. fik de en friløber som Panteren Kim Ziegler imidlertid fik afværget. Sørme om det ikke gentog sig lige efter, men igen reddede Panteren. Vi var på dette tidspunkt helt væk og i det 18. min. kom Holbæk foran.
Et hjørnespark fik lov til at passere helt igennem feltet – det påstås at Panteren blev ”kantet” – men bolden ramte den bagerste stolpe og trillede på tværs, hvor en Holbækspiller kom til og sparkede den de sidste centimeter over stregen.
Vi var på dette tidspunkt statister og da de så også ramte tværribben efterfølgende så havde vi mange bange anelser på bænken.
Men langsomt kom vi mere med i spillet og i det 33. min. sparkede superbacken Dennis Lind bolden på tværs i feltet og her kom ”Messi” flyvende, men desværre ramte han ikke bolden ordentligt og den gik over mål.
Vi gik til pause med en god fornemmelse om at nu var vi i gang og så skulle målene også komme. Og det gjorde de så.
I det 52. min blev en brandvarm Scott spillet fri og så blev det kunst. Han rundede målmanden og stoppede op. To Holbækspillere var kommet på tværs, men koldblodigt satte han den op i en ene krog – og så stod det 1-1.
Men Holbæk blev tirret og i det 55. min. fik de igen hjørnespark. Den blev sparket indover og her kom en Holbækspiller til og headede den i kassen. Surt show – nu var vi jo lige kommet med.
Vi fortsatte og det blev til mindre chancer til begge hold. I det 64. min. fik en af kampens spillere Emil Kjærsgaard – eller ”EK” bolden på midten og han sendte Scott afsted. Og igen omsatte han den fantastiske aflevering efter fortjeneste og så stod det 2-2.
Vi havde momentum og den indskiftede ”Benja” kom til baglinjen og lagde den tilbage til Scott der ikke ramte den 100% og så tog den stolpen.
”Benja” havde et godt raid og kom næsten fri og hans spark med det kolde venstreben blev afværget, men Holbæk fik teten igen.
Det kunne ikke blive ved med at gå og i det 75. min. fik de tilkendt et straffespark som de omsatte sikkert til en 3-2 føring – og desværre også kampens resultat.
Igen må vi konstatere, at vi spiller rigtigt, rigtigt godt, men pointene udebliver. Tabellen lyver aldrig og jeg tror ikke vi nogensinde har fået en så dårlig start som nu. Vi SKAL til at have point og nu kommer der tre modstandere, som vi kender en del til og måske også har en rimelig chance for at vinde over.
Men lad os se – det er Karlslunde hjemme på næste lørdag og her skal vi altså steppe op.
Gule kort: Dennis, Weiss og ”Benja”
Kampen i tal:
- 0-1 18. min. Holbæk
- 1-1 52. min. Scott
- 1-2 55. min. Holbæk
- 2-2 64. min. Scott
- 2-3 75. min. Holbæk
Opstilling:
Målmand: Lasse
Forsvar: ”KG”, Dennis, ”JJ” og Søberg
Midtbane: ”Molle”, ”EK” , Kristian (ud 60), Weiss (ud 60)
Angreb: ”Messi” (ud 66) og Scott
Bænken: Gransee (ind 66), ”Benja” (ind 60), Marc (ind 60)
Man of the Match blev udpeget af Lars Boye Nielsen, LSF Event koordinator og sponsor Lars Thygesen.
Prisen gik til Emil Kjærsgaard og Emil Scott Rasmussen. På billedet er det dog Gransee (th), der modtager hæderen pva. ”EK” .
Video fra kampen
StillingHerre-DS • Pulje 1
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | Slagelse B&I | 27 | 20 | 5 | 2 | 65 | |
2 | Holbæk B&I | 27 | 16 | 4 | 7 | 52 | |
3 | Herlev | 27 | 15 | 2 | 10 | 47 | |
4 | LSF | 27 | 11 | 6 | 10 | 39 | |
5 | FA 2000 | 27 | 10 | 3 | 14 | 33 | |
6 | Taastrup FC | 27 | 8 | 6 | 13 | 30 | |
7 | Kastrup Bk. | 27 | 7 | 8 | 12 | 29 | |
8 | Karlslunde IF | 27 | 7 | 6 | 14 | 27 | |
9 | Fredensborg BI | 27 | 6 | 9 | 12 | 27 | |
10 | Stenløse BK | 27 | 6 | 9 | 12 | 27 |