Menu

Senior 1: Pointtab på råkold efterårsdag i Karlslunde

image
Tekst: Brian Espersen / Foto&video: Jørgen Steen Jensen
23. oktober 2016 kl. 19:17
LSF jagtede endnu en sejr, men fik kamp til stregen af oprykkerne fra Karlslunde.

De lange underbukser var hevet frem fra skabet, for det var en råkold og våd omgang man blev budt i Karlslunde denne lørdag eftermiddag.

LSF skulle følge op på det flotte comeback, man leverede sidste weekend, og det var da også lige ved at være en drømmestart man fik, da Benja lagde en bold fladt ind til Jacob Lind bagerst i feltet i det 2. minut. Jacob afsluttede kraftfuldt, men keeperen fik afværget til hjørnespark.

Kort efter var det så hjemmeholdet, der fik en friløber, men Lasse kom fint ud af sit mål og fik reddet den halvslappe afslutning.

Efter 10 minutter var det så Messi, der fik lagt bolden ind over, og her kom EK til, men hans afslutning blev blokeret.

Ja, der var gode muligheder i starten af kampen, men herefter var det så som så med de store chancer til LSF.

Midt i halvlegen kom kampens første scoring, da to Karlslunde spillere endelig blev enige om, hvem der skulle tage fat i bolden på kanten af feltet. De valgte rigtigt, for ham der huggede til den, endte med at blive kampens første målscorer, da hans afslutning strøg ind ved den lange stolpe.

Karlslunde kom til yderligere et par chancer i løbet af halvlegen, men Lasse var vågen og kom godt ud i angriberne og reddede de farlige situationer.

Det blev ikke til flere mål i en halvleg, hvor LSF så ud til at have lidt problemer med at kontrollere bolden på den våde bane. Værre var det dog, at man tabte mange nærkampe, og ofte busede lidt hovedløst på sine modstandere og ofte blev snydt af hjemmeholdets vævre spillere.

Det blev dog bedre efter pausen, og alle troede, at udligningen var en realitet efter blot fem minutter, da Benja firsttimede et indlæg under keeperen. Desværre løftede linjevogteren flaget for offside.

Så måtte Benja da bare prøve igen kort efter. EK sendte Jacob fint afsted på venstrekanten - Jacob tog et træk mod baglinjen og sendte den ind i fødderne på Benja, der ikke svigtede på det gode oplæg.

1-1 og så var det LSF, der havde momentum.

Efter godt en times spil blev mulighederne for tre point forbedret en del. En Karlslunde spiller begik et frispark udenfor feltet. Efter fløjten sparkede han så bolden lidt væk, og da dommeren takserede både frispark og den efterfølgende aktion til gult kort, så endte det naturligvis med et rødt kort. Lidt hårdt dømt, men ikke desto mindre korrekt – det var ikke så smart gjort af hjemmeholdets spiller, der gav dommeren muligheden for at vise ham ud.

Herefter stod der LSF på det hele i den sidste halve time. Med 20 minutter igen fik Scott en gylden mulighed, da han kom fri foran mål, men keeperen trak en flot fodparade op af hatten.

Presset blev intensiveret og hjemmeholdet kæmpede bravt for overlevelse. Det gjorde de faktisk ganske fint, for LSF formåede ikke at komme til de helt store chancer i den resterende del af kampen.

Heller ikke de halve chancer blev udnyttet, og så måtte LSF nøjes med et enkelt point.

Umiddelbart stod man med følelsen af, at LSF havde mistet to point. En halv time i overtal og i fuld kontrol burde have resulteret i en scoring, men skarpheden manglede de få gange man fik muligheden.

Hjemmeholdet skal dog også have ros for en helhjertet indsats i undertal. De var fint organiseret og holdt faktisk LSF godt væk fra målet.

LSF manglede fantasi og overraskende aktioner for at åbne defensiven og komme til chancerne. Den våde bane gjorde det selvfølgelig heller ikke nemmere, men det skal bestemt ikke være undskyldningen for det halvsløje spil.

Måske var den primære årsag til pointtabet den dårlige 1. halvleg. Her savnede man gnist i øjnene og kløgt i nærkampene. Man blev ofte snydt af en simpel finte, og så sad man ikke tæt nok på, så modstanderen fik for meget tid og plads.

Det er bl.a. noget man skal forbedre til på lørdag, hvor der er topkamp på Sydbank Arena. Skovshoved kommer på besøg og der er kampstart kl. 14.00. 

Karlslunde – LSF  1-1 (1-0) 

  1. min: 1-0 Karlslunde
  2. min: 1-1 Benja

Opstilling:

  • Målmand: Lasse
  • Forsvar: JJ, KG, D. Lind
  • Midtbane: Aske, ”Molle”, EK, J. Lind (ud 65.), Messi
  • Angreb: Scott (ud 80.), Benja (ud 65.)
  • Bænken: Krelle (ind 65.), Niki (ind 65.), Drilon (ind 80.)

Video fra kampen

Luk