Menu

Senior 1: Oprykningskampen intensiveret efter pointtab på Amager

image
Tekst: Brian Espersen / Foto&video: Jørgen Steen Jensen
18. september 2016 kl. 15:08
LSF var en tur i Sundby Idrætspark for at spille mod nedrykkerne fra 2. division, B 1908.

Hjemmeholdet havde ikke fået den bedste start på sæsonen, mens LSF kom med masser af selvtillid i baggagen, men kampen blev alligevel præcis så svær som man havde forudset.

B 1908 lagde pres på fra kampens start. De gik højt op og trykkede LSF, og det gav pote for hjemmeholdet, da LSF blev presset til at lave mange fejl i opspillet, specielt i indledningen af opgøret.

Der skulle også kun gå godt 10 minutter, før hjemmeholdet kom på tavlen. Et frispark fra den ene side blev smækket op i modsatte målhjørne, og så stod det 1-0.

LSF havde svært ved at tøjle den aggressive start fra hjemmeholdet, men langsomt fik man bedre fat. LSF satte sig lidt mere på bolden, mens hjemmeholdet satsede mere på kontraer. Generelt var det et B 1908 mandskab, der spillede meget direkte, men LSF-defensiven kom bedre og bedre med, og holdt hjemmeholdet nede på få muligheder inden pausen.

Offensivt skabte LSF også et par gode muligheder, men det blev ikke til de helt store 100% chancer og målene udeblev også.

B 1908 kom ud til 2. halvleg med fornyet energi, og deres pres stressede LSF til et dumt boldtab i det første minut. Det blev straffet prompte, og så stod det 2-0 til hjemmeholdet.

Så var det for alvor op ad bakke for LSF, men en indskiftning af Benja gav holdet en smule medvind. Han skabte uro i B 1908-defensiven, og det blev til flere gode muligheder, men både Marc, Benja og Messi fik ikke rigtig skudt med skarpt foran kassen.

Ikke før midt i halvlegen, hvor Benja erobrede bolden og serverede den for Messi, og denne gang svigtede den vævre tekniker ikke. Reduceringen til 2-1 gav fornyet håb til LSF, og presset blev intensiveret.

Det blev også til nogle ok chancer, men skarpheden var ikke i top denne lørdag.

Til sidst blev der satset stort, og det gav en kontra til hjemmeholdet i de sidste minutter. Den blev udnyttet og så var kampen endeligt lukket.

En 3-1 sejr til hjemmeholdet var for så vidt ok, men med lidt mere coolness i begge ender, kunne der sagtens være kommet point med hjem fra Amager.

Det kom der ikke, og sådan går det en gang i mellem. B 1908 spillede klogt og LSF lavede et par personlige fejl, som nogle gange kommer når man er lidt presset. Det må ikke ske, men gør det jo alligevel ind i mellem.

Spillerne kunne være indsatsen bekendt – på trods af en del fejl især i indledningen.

Benja gjorde en god figur, da han kom ind efter pausen, og hans vilje og aggressivitet var med til næsten at vende det til LSF’s fordel.

Det er bare at komme op på hesten igen, for der venter endnu en svær opgave allerede på lørdag, hvor GVI kommer på besøg på Sydbank Arena.

GVI slog rækkens tophold fra Skovshoved denne weekend, hvilket betyder en intensiveret kamp i toppen af rækken. Kun et enkelt point skiller de tre første hold, mens GVI ligger lige i skyggen og kan få kontakt med en sejr på lørdag.

Så LSF har brug for al den støtte de kan få. Kom og hjælp dem, der er kampstart kl. 14.00. 

B 1908 - LSF 3-1 (1-0)

  • 11. min: 1-0 B 1908
  • 46. min: 2-0 B 1908
  • 70. min: 2-1 Morten ”Messi” Larsen
  • 91. min: 3-1 B 1908

Opstilling:

Målmand: Lasse
Forsvar: Dennis Lind, KG, Søberg
Midtbane: ”Messi”, ”Molle”, EK, Jacob Lind (ud 71.), Krelle (ud 80.)
Angreb: Scott (ud 55.), Marc Lind
Bænken: Benja (ind 55.), Niki (ind 71.), Mørch (ind 80.)

 

StillingHerre-DS • Pulje 2

Pos. Hold Kampe V U T Point
1 Skovshoved IF 27 17 6 4 57
2 Ledøje-Smørum 27 15 7 5 52
3 GVI 27 13 8 6 47
4 AB Tårnby 27 14 4 9 46
5 B 1908 27 10 6 11 36
6 Avedøre 27 7 10 10 31
7 Fremad Valby 27 8 6 13 30
8 Karlslunde IF 27 7 8 12 29
9 Rishøj Boldklub 27 6 6 15 24
10 Herlufsholm GF 27 5 5 17 20
Luk