Menu

Senior 1: Nedtur på Frederiksberg. 3-2 til FA2000

image
Peter Wagner
19. september 2015 kl. 17:44
Det eneste stabile der er at sige om førsteholdet i øjeblikket er at de er ustabile!

Efter sidste uges fantastisk udesejr over GVI var det endnu en udekamp der ventede: En kamp på ”kunst” på Frederiksberg mod FA2000 som vi kender så godt.

Og set med neutrale briller så var det egentlig en rigtig ringe fodboldkamp vi blev vidner til. Ikke særligt godt fodboldspil, men noget der lignede en kamp fra de nedre regioner i den lavere ende i England.

Det virkede som om vi slet, slet ikke var klar – eller vågne - fra start. En masse fumlen oppe ved midterlinjen – et langt indkast - og så spurtede en FA spiller fra vores forsvar og sparkede bolden i kassen til 1-0. Og der var spillet 55. sekunder!

Nå – men sådan fortsatte det. Igen en hurtigt igangsætning – efter 6. min – denne gang i den anden side og så afsted igen. FA-spilleren rundede Pumaen i målet og vi troede at chancen var forpasset indtil vi så lige finder ud af at lave et lille straffespark på manden. Det blev sikkert omsat og så stod det 2-0! Så er det op af bakke.

Det virkede som om at FA lige ville det her mere end os og da der ikke var nogen af holdene der formåede at spille bare en lille smule gedigent fodbold så blev det sandt for dyden ikke en særlig god 1. halvlej.

I det 24. min. blev vi igen oversprintet – det vil sige, at FA bare sparkede bolden bag vores forsvar og så løb de. Og det gjorde de godt – og havde det ikke været for Pumaen i målet kunne det sagtens være blevet 3-0.

Det kom så lige efter i det 27. min. Igen et langt indkast (!) og igen løb de fra vores spillere og igen blev bolden sparket i mål. Fodbold er et simpelt spil!

På dette tidspunkt havde vi INTET haft der kunne kaldes en chance. Men heldigvis sluttede vi halvlegen af med nogle farlige situationer – læg mærke til at jeg ikke skrev chancer – og i det 37. min. havde vi en del hjørnespark, men det blev ved lige ved og næsten.

Heldigvis havde pausen hjulpet og nu var det os der tog initiativet. Vi fik nu lagt mere pres på og der kunne alle se, at det skulle vi bare have gjort fra starten af og det var nu dem der begyndte at lave en masse fejl og slet ikke kun ramme hinanden – det er et omstillingshold.

Men heldigvis var taktikken også blevet ændret. Nu var det os der spillede på lange bolde og i det 51. min. gav det pote. En lang bold blev sparket fra KG helt op til Marc ”Altid-På-Pletten” Lind og han omsatte den store chance i mål.

Og sådan blev det resten af kampen. En rigtig gang Pin-Ball-fodbold og nogle gange følte vi os hensat til det berømte flipperspil.

I det 61. min. var det FA der kom alene med Pumaen og igen reddede han. Måske var Pumaen dagens bedste spiller for havde det ikke været for hans redninger kunne kampe være lukket flere gange.

Bl.a. i det 79. min. hvor han reddede et forsøg helt ude ved den ene stolpe, men efterfølgende kom der virkeligt et smukt mål. Det startede ned ved Emil – eller EK” og han spillede bolden fremad og den endte til sidst ude i højre side hos indskiftede Aske Viktor der fladt sparkede den indover og her stod en anden indskiftningspiller _ Kongsted - og sparkede den i mål til 3-2 fra kort afstand.

Der blev nu virkelig satset. Ned på et tre-mands-forsvar og to helt på toppen. Og nu brændte det på. Den ene bold efter den anden blev hældt ind i feltet, men FA forsvarede sig god. Uden at deres målmand havde de helt store redninger kunne vi med lidt held godt have udlignet, men ikke i dag. I sidste uge var det os der havde det store smil på – i dag var det FA2000.

Det var også en skuffet træner jeg talte med efter kampen. Han fortalte spillerne om de nu kunne se, at hvis vi ikke er pågående nok og ikke har vildskab i spillet så bliver vi straffet. Og det kan vi kun give ham ret i.

Næste weekend er superbacken Dennis Lind tilbage efter endt karantæne. I dag betød det en debut til en af vores egne – Christian Larsen på 19. år - der har fået ophævet sin kontrakt med Brøndby og nu spiller i den hvide trøje. Tillykke til ham med debuten selvom han nok gerne ville have haft et andet resultat.

Vi må op på hesten igen – en nu kamp venter hjemme næste lørdag.

Gule kort:  Kongsted

Opstilling:

Målmand: Lasse
Forsvar:  Kragh, KG”, ”JJ” (ud 52) og Christian
Midtbane: ”Molle”, Emil, Benja, Niki (ud 70) og ”Messi” (ud 74)
Angreb: Marc

Bænken: Aske (ind 52), Kongsted (ind 70) og Riise (ind 74)

 

Luk