Senior 1: Forløsning på Smørum Park
Det lignede dog ikke på forhånd den oplagte kamp at skulle bryde førnævnte stime. KG, Molle og Marc havde karantæne, og den sædvanlige keeper, Lasse Gram, var taget udenlands for en stund, så posen skulle rystes fra trænerteamets side.
Det gav plads til to debutanter fra start. Kim Ziegler fik sin ilddåb i målet, og foran ham indtog Jacob Søberg pladsen i midterforsvaret.
LSF fik hurtigt etableret et lille overtag i kampen. Man holdt Kastrup væk fra eget mål, og forsøgte sig med dybe stikninger og hurtige løb mod et udeholds forsvar, som stod meget højt.
Det gav ikke meget plads på midten af banen, men masser bag forsvaret, men desværre endte det, der kunne blive til store chancer, blot med nogle offside kendelser, der var lige på kanten.
I det 12. minut kom kampens første højdepunkt. Messi fik fat i bolden på midten af banen, og han havde set, at Kastrups keeper var langt ude af målet, så han tog chancen og hamrede bolden afsted. Keeperen var uden chance, men heldigvis for ham, kunne han se bolden prelle af på overliggeren og ryge tilbage i spil.
Et glimrende forsøg fra Messi, som havde fortjent bedre.
Fem minutter senere blev udeholdet for første gang nærgående, da en bold blev spillet skråt tilbage i feltet, men afslutningen sad sikkert i favnen på Kim.
Det var generelt ikke en halvleg med mange chancer, men dem der var, de var relativt store. En af de store tilfaldt Dennis Lind, da han kom igennem i højre side. Han fik dog overplaceret sin afslutning, så bolden strøg lige forbi den lange stolpe.
LSF var i kontrol, men det var alligevel ved at gå galt, da man mistede bolden midt på banen godt ti minutter før pausen. Det gav en kontra og en stor Kastrup-chance, men igen kom Kim i vejen, da han reddede den lidt slappe afslutning til hjørne.
Denne chance var startskuddet til flere store muligheder til udeholdet. LSF blev ofte fanget på mellemhånd, og et par meget farlige kontraer var tæt på at give Kastrup føringen. Også et hjørnespark og efterfølgende hovedstød var tæt på, men Kim i målet og resten af holdet slap med skrækken.
Kort før pausen måtte Aske gå ud, da han var blevet skadet i en aktion ti minutter forinden. Det gav trænerne yderligere udfordringer, da begge de sædvanlige midtstoppere nu var ude. Mikkel Svendsen kom ind og indtog højrebacken, og så gik Dennis Lind ind i midterforsvaret. Der blev fløjtet til pause kort efter, så der blev mulighed for at få styr på rokeringerne og lige talt ud om tingene.
Og der var brug for en pause til LSF. Efter en god start og kontrol over kampen, slap man grebet de sidste 10-12 minutter, og det kunne nemt være gået galt, men heldigvis var Kim vågen inde på stregen, og Kastrup en smule uskarpe da de fik chancerne.
I begyndelsen af 2. halvleg lignede det til forveksling starten på første. LSF fik hurtigt initiativet, men chancerne var en mangelvare. Den sidste aflevering og indlæg fra kanterne manglede kvalitet, og man fik ikke rigtig sat Kastrups målmand på prøve. En indskiftning af Benjamin skulle dog ændre på dette.
Han kom ind efter en lille times spil, og få minutter senere var han med til at skabe halvlegens foreløbigt største chance, da han udfordrede fint på venstrekanten. Han førte bolden ind i feltet, og her overtog JJ den. Hans afslutning passerede keeperen, men desværre kom en forsvarsspiller ind på stregen og reddede den med hovedet.
Fem minutter senere var Benja atter på spil. Et glimrende angreb, der startede med et uimodståeligt ryk af Messi på højrekanten. Han lagde bolden skråt tilbage til Peter, der kunne have valgt at afslutte, men i stedet spillede han den smart videre til Benja, der var helt fri foran mål. Hans afslutning var dog ikke yderligt nok placeret, så keeperen fik pareret. Returen endte igen for fødderne af Benja, der med et lille træk forbi en forsvarer bragte sig i endnu en gunstig position, men igen kunne keeperen parere skuddet, der atter manglede præcision. Kæmpe chance som desværre ikke blev udnyttet, og man stod og tænkte på, om det bare skulle fortsætte sådan resten af sæsonen, for man havde jo set det før i dette forår…
Den tanke blev heldigvis skudt i sænk minuttet senere, da Benja fik en chance for revanche. Svendsen kom flot over højre kant, og det flade indlæg til en fri Benja lå perfekt, og denne gang svigtede han ikke. 1-0 til LSF – forløsningen kunne mærkes på banen, og såmænd også på tilskuerpladserne. Troen på, at sejren nu endelig skulle komme, var steget betydeligt, for indtil da havde Kastrup ikke haft meget at byde på, så det kunne ligne en afgørelse, selv om der stadig var godt 20 minutter tilbage.
Et kvarter før tid gjorde Kastrup det endnu sværere for sig selv, da de blev reduceret til 10 mand. Krelle tog et træk ved sidelinjen, og her kom Kastrup-spilleren alt for sent. Det kostede ham et gult kort nr. 2, og så var det tidligt i bad.
Så skulle man mene, at LSF kunne cruise sejren i hus uden de store problemer. Det blev dog en smule nervepirrende, for LSF trak sig unødigt langt tilbage og gav initiativet fra sig. Nervøsiteten var til at spore inde på banen, og det bredte sig til resten af stadion.
Heldigvis var Kastrups 10 mand ikke i stand til at lægge det helt store pres på LSF, så kampen fes ud uden den helt store dramatik.
Endelig fik LSF en sejr! 1-0 til hjemmeholdet var fortjent, men det kunne være endt anderledes, hvis Kastrup havde udnyttet deres gode periode i slutningen af 1. halvleg. Der vaklede LSF og gav for mange chancer væk, og mod slutningen mistede man også lidt grebet på trods af overtallet. Det var måske naturligt nok, at udeholdet trykkede LSF længere tilbage mod slutningen, men det var primært pga. den usikkerhed, der var blevet plantet i LSF-spillerne i den seneste tid med manglende resultater.
Heldigvis mødte man en modstander, der på dagen ikke havde den kvalitet, der kunne forventes af et tophold. De skabte ganske lidt i løbet af 90 minutter, og var faktisk kun farlige i 10 minutter før pausen.
Generelt var det en kamp på det jævne, og det samme gjaldt de individuelle præstationer på LSF holdet. De to debutanter fortjener dog stor ros for deres indsats. Både Kim i målet og Søberg i midterforsvaret leverede stort set fejlfrit. Kim var sikker i sine indgreb og kom godt i vejen de gange der var brug for det før pausen.
Søberg spillede med stor ro og overskud, og det var ikke til at se, at han spillede sin første kamp for 1. holdet.
På midten fik de centrale spillere ikke rigtigt sat deres aftryk på spillet, men de leverede en god arbejdsindsats. Peter fik løbet mange meter, og leverede også et par gode aktioner omkring udeholdets felt.
Benja kom ind i 2. halvleg og blev kampafgørende. Han udfordrede fint og kom til flere chancer end nogen anden på holdet, men spilleren, der kunne modtage hæderen som kampens bedste, var ”Messi”. Det var i dag billetmændene Peter og John, der fik æren af at kåre Man-of-the-Match, og at Messi blev valgt kunne der ikke indvendes noget imod. Han udfordrede godt og var en trussel for Kastrup-forsvaret gennem hele kampen.
Sejren var vigtig, for nedrykning er en reel trussel i øjeblikket. Nu fik man en lille smule luft, men det kan hurtigt vende igen, for flere af bundholdene samler stadig point til sig.
Så sejren har forhåbentlig givet holdet et boost, så man kan få det nedryknings-spøgelse på afstand så hurtigt som muligt.
Næste skridt i den retning kan tages på lørdag, hvor LSF kommer på en meget svær opgave ude mod rækkens nr. 1 – Fredensborg. Topholdets statistik for 2016 siger 7-1-1, så det er et hold med selvtilliden i orden, der tager imod LSF. Kampen starter kl. 13.00 på Fredensborg Stadion.
------------------------------------
LSF - Kastrup 1-0 (0-0)
69. min: 1-0 Benjamin Madsen
Gult: Jacob Lind, ”Messi”
Opstilling:
Målmand: Kim Ziegler
Forsvar: Dennis Lind, Aske Victor (ud 43.), Jonas Johansen, Jacob Søberg
Midtbane: Morten ”Messi” Larsen, Dannie Riise, Emil Kjærsgaard, Peter Stephansen, Christian Steen Jensen (ud 81.)
Angreb: Emil Scott Rasmussen (ud 58.)
Bænken: Mikkel Svendsen (ind 43.), Benjamin Madsen (ind 58.), Jacob Lind (ind 81.)