Menu

Senior 1: Fantastisk pokalsejr over 2. divisionsholdet fra Roskilde FC

image
Tekst: Peter Wagner /. Foto: Holger Agerskov
07. oktober 2020 kl. 07:40
Det var mod alle odds pokalkampen mod Roskilde FC skulle spilles.

Optakten

På grund af ham der Corona der kom på besøg - og vise versa - så havde holdet ikke trænet sådan rigtigt og ej heller spillet kamp siden GVI-kampen i midt september.

Heldigvis var alle klar og cheftræner Kim K. kunne mønstre et stærkt hold – spørgsmålet var bare hvordan kampformen var – det skulle så prøves af.

Der var også lidt småskader og bl.a. holdets omdrejningspunkt ”EK” var bænket på grund af problemer med bentøjet.  Også Gransee var meldt klar, men også han startede på bænken.

Men da truppen er bred så var det en fortrøstningsfuld trænerstab jeg talte med inden: Det skal nok gå.

Kampen – 1. halvleg

Fra starten af kunne vi se, at Roskilde ville noget. Der blev lagt et godt pres, men heldigvis var vores drenge klar og det var tydeligt, at vi ville få kamp til stregen. Som jeg har skrevet i tidligere oplæg til kampene, er det afgørende at vi er klar og personlige fejl blev undgået. Og en sådan en kom der allerede efter 8. min.

En for dårlig tilbagelægning betød, at Løven i kassen Bjerregaard kom på arbejde, men heldigvis blev situationen afværget.

Men efter 20. min. gik det galt. Et flot opspil over deres venstrekant og bolden fladt indover og så stod det 1-0 til Roskilde – og vi havde bange anelser.

Så skete der noget i det 26. min. Ind kom den småskadede spiller ”EK” og det var det der ændrede kampen. I resten af halvlegen spillede vi noget af det flotteste spil som vi kan. Specielt Emil Scott var i hopla og flere gange ”stjal” han bolden opportunistisk og mange gange tog han på klassisk Scott maner sine raid og kom til afslutning – og kun godt spil af Roskilde keeperen gjorde, at han ikke fik scoret – bl.a. havde han et skud helt ude ved den ene opstander.

Den størst chance fik dog spirrevippen Jacob Lind der fik en bold i bagrummet og helt fri sparkede han resolut helflugteren over mål. Jo – det var en flot afslutning på 1. halvleg – desværre uden mål til os. Min kollega fra Frederiksborg amtsavis havde hele fem chancer i perioden.

Kampen – 2. halvleg

Det er som om halvlegspausen ikke bekom os vel – eller også er det de andre der havde læst os. For det første kvarter er der ikke meget at skrive hjem om. Kvaliteten dalede lidt i den periode fra begges sider og vi sad med bange anelser om, at nu køre de den bare hjem som et højere rangeret hold nogle gange gør.

Men heldigvis ville drengene det anderledes og de viste fantastisk moral. Forløsningen kom i det 71. min. En af de bedste – som sædvanlig – Kasper Gram lagde en præcis stikning til kampens bedste spiller spirrevippen Jacob Lind og i expressfart løb han mod målet og alene med keeperen scorede han sikkert til 1-1.

Drengene troede nu virkelig på det - Roskilde havde tabt momentum og vi kom længere frem på banen. I det 82. min. fik vi bolden ind i feltet til indskiftede Mehli og da flere Roskildespillere ville springe buk over ham, så fik vi straffe – ikke det største af slagsen, men heldigvis stod dommeren godt placeret og fløjtede resolut. Og det er mad for ”EK” der tordnede bolden i kassen til 2-1.

Nu ændrede kampen igen karakter og Roskilde kastede naturligt flere frem. Nu synes superbacken Dennis Lind han også vil være med til at gøre det spændende da han trak gult kort nr. 2 og så var det i bad med få min. tilbage.

Roskilde fik dog bare ikke den chance de så gerne ville have og overraskelsen var en realitet.

Kampens spiller blev Jacob Lind godt suppleret af Scott der spillede en fantastisk 1. halvleg, men det var en rigtig holdpræstation der var udslagsgivende. Spillerne viste god moral og selvom der kun var 20. min igen troede de på det – og så skete altså det der gerne måtte ske set med de hvide briller på: to mål og en sejr.

Kampen gav også debut til en af vores unge spillere Mikkel Brøchner samt comeback til Alexander Beck. Jo – det var en mindeværdig pokalaften på Sydbank Arena – igen!

Kampen i tal:

0-1.    19. min. Roskilde
1-1     71. min. Jacob Lind
2-1     82. min. ”EK”

Gule kort: Dennis (2 = rødt), ”KG”

Opstilling:
Målmand: Bjerre
Forsvar:  ”KG”, Fisch, Søberg (ud 63) og Dennis
Midtbane: Holden (ud 26 min), Weiss og Thomsen (ud 63)   
Angreb:    Jacob, Scott (ud 90) og Kristian (ud 63)
Bænken:  ”EK” (ind 26), Beck (ind 63), Mehli (ind 63), Gransee (ind 63) og Brøchner (ind 90)

Luk