Senior 1: Den gode stime sluttede – nederlag på Amager
På en solbeskinnet dag mødte LSF op i Kastrup med masser af selvtillid ovenpå en flot september måned, men oktober er startet noget sværere - først med uafgjort 0-0 mod KFUM i sidste weekend, og denne lørdag i Kastrup blev heller ikke let.
Begge hold kom ud til kampen med gode intentioner, men det flotte spil blev der ikke meget af i indledningen. De store chancer og velspillede angreb var ikke tilstede i de første minutter. Frederik havde dog en mulighed for et føringsmål efter godt 10 minutter, men hans afslutning blev sendt over kassen.
Efter godt et kvarter måtte Løvgren lade sig udskifte med en skade, og på trods af gode indskiftningsmuligheder, lignede det en klar svækkelse, for Løvgren har spillet glimrende hele året, og har især glimtet i dette efterår. Der blev rokeret lidt rundt, og så var det videre derudad.
Efter 28 minutter opstod kampens første højdepunkt, da et indlæg ind i LSF-feltet skulle cleares af KG. Desværre fik han mistimet det ufarlige indlæg og ramte den med armen, og så kunne dommeren ikke gøre andet end at dømme straffe til hjemmeholdet. Heldigvis er Bjerregaard i målet velspillende i øjeblikket, og han snuppede flot sparket nede ved den ene stolpe. Faren var dog kun lige drevet over, før Kastrup igen kom til en chance, men hovedstødet blev sendt forbi fra en ellers helt fri position lige foran mål.
Fem minutter senere var det så LSF, der viste tænder, da et hjørnespark endte i hovedet på Søberg, der sendte den på overliggeren. Returen blev sparket mod mål, men skuddet fra Jacob Lind blev blokeret i sidste øjeblik.
Spillet bølgede lidt frem og tilbage i 1. halvleg, men i den sidste del var det LSF der fik et lille overtag. Man spillede sig til et par gode muligheder, og holdt hjemmeholdet fra de store chancer, og da uret rundede de 45 minutter kom så kampens første scoring. En bold blev sendt i dybden mod Frederik, der erobrede den fra en forsvarsspiller og spillede den på tværs til Scott, der tog et træk ind i banen og afsluttede knastørt mod forreste stolpe. Keeperen havde ikke en chance, og så kunne LSF-spillerne række armene i vejret.
Det var ikke den mest ophidsende halvleg at se på, men dog noget bedre end sidste weekend, hvor underholdningsværdien var i bund. Det var et ganske lige opgør, men LSF havde tiltvunget sig et lille overtag som halvlegen skred frem, og det momentum skulle bevares efter pausen.
Anden halvleg lignede til forveksling den første, med to hold, der gerne ville frem ad banen, men oftest blev bremset inden det rigtig blev farligt.
Som i indledningen af 1. halvleg, blev der ikke skabt de store chancer i indledningen, og først efter et kvarters spil kom der igen kog i gryden. Desværre var det hjemmeholdet, der rørte på sig denne gang. Et fladt indlæg fra deres venstre side blev mødt af en angriber inde foran mål, og han kunne kaste sig ned i bolden og glide den ind i netmaskerne til 1-1.
Det gav Kastrup lidt mere gejst og tro på tingene, men LSF strammede sig an og fik rimelig fat i kampen igen. Man skabte også de fleste muligheder, og bl.a. var Dennis Lind tæt på med et ekvilibristisk saksespark, der desværre strøg lige forbi stolpen.
Også Frederik bød ind med en chance, da han blev spillet flot fri af Daniel, men den hoppende bold blev headet lige på den fremstormende keeper på kanten af feltet. Lidt kølighed og et træk forbi målmanden, og det havde været en sikker scoring.
Thomsen ville også lege med, og med et kvarter igen afsluttede han fladt fra distancen, men keeperen kom flot ned ved den ene stolpe og reddede skuddet. LSF havde overtaget i denne periode, men formåede ikke at score, og som kampen nærmede sig sin afslutning, var det Kastrup der tog mere over.
Kort før tid fik hjemmeholdet så udbytte af anstrengelserne, da et indlæg blev headet mod mål - på vejen blev den rettet af af en LSF-spiller og snød Bjerregaard i målet, og så kunne jublen bryde ud hos hjemmeholdet og dets tilskuere.
LSF havde kun få minutter til at vende et truende nederlag, og man forsøgte også det bedste man kunne, men Kastrup kæmpede bravt, og LSF fik ikke skabt den chance, der kunne sikre en udligning, og så kunne hjemmeholdet juble over tre point efter dommerens sidste fløjt.
Det var en kold spand vand i hovedet på LSF med dette nederlag. Det så godt ud med en scoring lige inden pausen, men man fik ikke bygget videre på det momentum, og så fik Kastrup kæmpet sig flot tilbage i kampen.
Det var et lige opgør hele vejen igennem, hvor begge hold havde deres gode perioder. LSF var bedst i den sidste del af første halvleg – hvor man også fik scoret det vigtige føringsmål – og så havde man også spillet og chancerne midt i 2. halvleg, men dog uden at få udbytte af anstrengelserne.
Det gjorde Kastrup i deres bedste periode, som især var mod slutningen af opgøret, og den lille forskel på holdene denne lørdag var nok, at hjemmeholdet fik scoret i deres gode perioder - det gjorde LSF desværre ikke...
Spillet var ikke prangende, men dog bedre end sidste weekend. Det tydede på, at de relativt mange udskiftninger og rokader havde en påvirkning på spillet – uden at det dog skal lyde som en undskyldning for nederlaget.
Modsat september måned, så manglede der lige det sidste i duellerne, i afleveringerne, i afslutningerne og ikke mindst i attituden, gejsten og kampiveren - noget som måske kunne have gjort den sidste lille forskel denne lørdag. Det var nu ikke fordi man ikke kæmpede for det, men der manglede bare lige 2-3 % i alt hvad man foretog sig, og så taber man altså i denne tætte række.
Efter en god periode kommer der jo en dårlig - og heldigvis også omvendt - og forhåbentlig er den dårlige periode slut for denne gang. Et point i de seneste to kampe er ikke godt nok, og næste kamp mod Odsherred bliver bestemt heller ikke let. Et godt spillende mandskab, som slog LSF i slutningen af august, gæster Sydbank Arena på lørdag, hvor der er kampstart til sædvanlig tid kl. 13.00.
Vi må håbe på, at det igen vender, så LSF kan holde sig til i toppen af rækken.
Kastrup – LSF 2-1 (0-1)
45 min.: 0-1 Scott
60 min.: 1-1 Kastrup
89 min.: 2-1 Kastrup
Gule: Weiss, Dennis
Opstilling:
Målmand: Bjerregaard
Forsvar: Dennis, KG, Søberg, Løvgren (ud 18.)
Midtbane: Jacob, Molle, Thomsen, Weiss (ud 75.), Scott
Angreb: Frederik
Bænken: Daniel (ind 18.), Soelberg (ind 75.)
StillingHerre-DS • Pulje 2
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | FA 2000 | 27 | 17 | 4 | 6 | 55 | |
2 | KFUM BK, Roskilde | 27 | 12 | 11 | 4 | 47 | |
3 | B 1908 | 27 | 14 | 5 | 8 | 47 | |
4 | LSF | 27 | 13 | 7 | 7 | 46 | |
5 | TFC Odsherred | 27 | 10 | 10 | 7 | 40 | |
6 | Allerød FK | 27 | 9 | 5 | 13 | 32 | |
7 | Union | 27 | 8 | 7 | 12 | 31 | |
8 | Fremad Valby | 27 | 7 | 7 | 13 | 28 | |
9 | Ishøj IF | 27 | 6 | 8 | 13 | 26 | |
10 | Kastrup Bk. | 27 | 5 | 4 | 18 | 19 |