Menu

Senior 1: Afskedsinterview med cheftræner Anders Mikkelsen!

image
Peter Wagner
27. juni 2024 kl. 06:20
Turneringen er ovre – og det er cheftræner Anders Mikkelsen også i LSF efter 2½ år. Jeg satte derfor ham i stævne for at se lidt tilbage på hans tid i LSF.

Anders – Lad os lige runde de to sidste kampe mod Roskilde KFUM og Herlev – dine kommentarer?

”Jeg må sige, at det hele gik op i en højere enhed – det var som om det hele faldt i hak. Vi spillede en rigtig flot kamp i Roskilde, men at vi skulle ende med at slå lokalrivalerne fra Herlev med hele 5-0 – det har vi vist aldrig prøvet før! Vi var rigtigt gode med bolden og fik lagt det nødvendige pres på Herlev. Jeg ved godt at der ikke var meget at spille for, men alligevel. En så stor en sejr havde nok ingen regnet med og vi sluttede med hele 10 points foran nr. 2. Så bedre afslutning kunne vi ikke få”.

OK – lad os gå 2½ år tilbage da vi mødtes første gang. Sæt lige nogle ord på.

”Jeg må sige at forudsætningerne blev lidt ændret. Mange af de etablerede spillere stoppede jo og tilgange var derfor lidt anderledes. Det betød nok en anden målsætning da mange af de nye – lad os da bare kalde dem ”ungseniorer” - for det var helt nye spillere der slet ikke havde spillet på det niveau før. Der var meget få med erfaring så perspektiverne var helt nye.  Men heldigvis så var alle villig til at lære.

De blev kastet for ulvene og skulle bare præstere på et højt niveau med det samme”.

En uriaspost – hvad gjorde du så?

”Først var der det med fysikken. Det skulle forbedres, men heldigvis var der en fantastisk offervilje og tro på at det kunne lade sig gøre. Holdningerne var gode og det var måske det allervigtigste og så er der bare hårdt arbejde tilbage. Jeg vidste godt, at der skulle et generationsskifte til, men at jeg i hele perioden har givet over 40 (!) spillere debut havde jeg nok ikke set komme”.

Men i overlevede første halvår?

”Ja - heldigvis selvom det holdt hårdt. Vi kunne puste ud og nu vidste spillerne hvad der kræves af at være spiller i DS. I hele perioden har jeg lagt vægt på, at holdet skulle udvikle sig og så skulle resultaterne nok komme. Det, at få spillerne til at tro på tingene, var meget afgørende for de resultater vi fik skabt”.

2 år tilbage i tiden – sommerferie – hvad skulle der nu ske?

”Vi lavede en plan for truppen og fik prøvet nogle ting af. Temaet var fra start, at vi hele tiden skulle forbedre os – altså igen fokus på udvikling af holdet. Spillerne blev mere og mere modne og vi blev rent faktisk hurtigt gode på kort tid og vores styrke var nok holdet. Når der bar en væk stod der hele tiden en nu klar. Der skulle den rette dosering til og vigtigt var det at få skabt et bæredygtigt fundament på holdet”.

Hvad med taktikken – systemet?

”Også her fik vi prøvet ting af. Nogle gange blev taktikken lavet efter hvem der var til klar. Vi fandt hurtigt ud af, at basen nok var et solidt forsvar med to af de mere erfarne – Søberg og Thyge – flankeret af Albert(o).

Dannie og Stub skulle være bolværket foran og så var der mange spillere der tænkte fremad.

Om vi så lige spillede med tre eller fire bagved blev ændret løbende og det vigtigste var, at spillerne kendte deres rolle i systemet og heldigvis var de gode til at lytte og lære”.

Hvad gik godt efter din mening?

”Vi fik skabt et homogent hold med en rigtig god harmoni. Det være sig til træning og til kamp. Med så mange gode spillere er der selvfølgelig nogle der måske følte sig forbigået, men måske var konkurrence lige det sidste der skulle til for der blev godt nok skiftet ud mange gange.

Vi talte tit i truppen om disciplin og omstillingsparathed. Det kom stille og roligt henad vejen efter vi blev mere erfarne. Løbende blev små ting ændret og vi kan vel sige, at hvis der i starten var tale om en revolution, blev det nu mere en evolution hvor alt det grundlæggende var på plads og der så kun skulle ændres små ting”.

Hvad er du mest stolt af?

”Måske at vi fik gennemført det generationsskifte der skulle til. Jeg ved at spillerne nu er klar til at tage det næste skridt. Vi har ikke været med i oprykningsspillet, men har vundet kvalifikationsspillet overlegent to gange. Vi er lige under de allerbedste og mangler lige lidt for at tage det sidste skridt. Var kampen i Karlslunde endt uafgjort (vi tabte 1-2 i den sidste kamp) så var vi kommet med i oprykningsspillet”.

Til sidst – nogle gode råd?

”Vigtigt er det for Thomas – den nye træner – at fortsætte udviklingen. Jeg har talt med ham og han har fulgt holdet hele foråret. Det vigtigste er at han gør tingene på sin måde og forhåbentlig bevare den gode træningskultur der er – så skal holdet nok nå langt”, slutter Anders M.

Fra min side skal der lyde en tak for samarbejdet gennem 2½ år og så vil jeg ønske ham held og lykke med hans næste mål i livet. Dog sagde han til sidst, at han vil komme på stadion og følge holdet da der er mange følelser i det projekt der er i gang – og han skal være velkommen!

Luk