Senior 1: 2-2 i Allerød under svære forhold
Banen var meget knoldet og tillod ikke det polerede fodboldspil og samtidig med, at der var en drilsk vind på langs af banen, blev der spillet meget ”engelsk” denne lørdag.
Allerød er et ordinært hold med nogle gode individualister og som vi spiller i øjeblikket så må vi nok også sige, at vi har haft bedre tider.
Flere af spillerne sagde også tydeligt, efter kampen, at det ”hænger ikke rigtigt sammen”, hvilket jeg nok må give dem ret i – men det skal nok komme! Jeg er fortrøstningsfuld.
Tilbage var Martin Fisch og ellers var det en trup uden afbud og karantæner så det var bare om at komme i gang.
I første halvleg havde Smørumdrengene vinden i ryggen og når spillet langs jorden ikke var i højsædet, så blev der ”spillet langt”. Resultatet var en masse løb og en masse bolde der røg udover baglinjen.
Jeg tror ikke, at målmændene i begge ender havde en eneste redning og jeg har intet på blokken. Det var da lige i det 11. min. hvor vi korrekt fik et mål annulleret af den udmærkede dommer.
Så lad os gå til anden halvleg der blev af en anden kaliber. Som Thomas Beyer sagde så skete der mere i det første minut af anden halvleg mere end i hele første.
Vi gav bolden op og kom godt over kanten. Indlægget blev lagt perfekt og Spirrevippen Jacob Lind headede desværre på overkanten af tværribben.
Allerød tog målsparket og fik efterfølgende et hjørnespark. Den blev sendt ind i det lille felt og blev stanget i mål. Det var noget af en start og nu bagud med 1-0.
Der tegnede sig nu et billede af, at vi havde bolden en masse mens de trak sig lidt tilbage og levede på deres hurtige omstillinger og individualister.
I det 55. min. fik vi en omstilling imod os og helt alene med ”Bjerre” i kassen brændte Allerødspilleren den store chance – eller ”Bjerre” reddede den mesterligt. Der var det vi lige tænkte tilbage på sidste weekend, hvor vi på præcis samme tidspunkt i kampen kom bagud med 2-0 og så var det over-and-out.
Efter en times spil skete der så noget der fik afgørende betydning. Ind kom en småskadet Gransee og det betød en hel masse. Også ”Benja” kom ind lidt senere og vi fik nu tilført flere offensive kræfter så spillet nu helt foregik på vores præmisser.
Det tog sin tid, men i det 71. min. forfulgte spirrevippen en bold og sørme om han ikke på en eller anden måde fik drejet bolden på tværs – og for os heldigvis på en Allerødspiller der lavede selvmål. Vi var med igen.
Men nu til Allerøds individualister. En Allerød spiller fik umiddelbart efter vores scoring omkring midten af banen fat på bolden og så skal jeg love for, at han fik ild i en vis legemsdel. Så meget, at han overrendte vores forsvar og alene med ”Bjerre” fik han drejet bolden i mål til 2-1.
Fortjent – tjaaa…. inden da havde også Aske Viktor ramt tværribben efter et hjørnespark så….
At vi ikke lige havde heldet denne lørdag så vi i det 79. min. Et frispark lige udenfor feltet var ”mad” for Generalen ”EK”. Det flotte spark ramte desværre roden af den ene stolpe så udligningen måtte lade vente på sig.
Presset blev intensiveret og ind var også Holden kommet – endnu en offensiv kraft der igen betød mere spil over kanterne. Det fik betydning da Allerød pillerne virkede lidt trætte, men kæmpede med næb og klør. Igen et frispark ude i den ene side og igen var det ”EK” der skulle sparke. Det præcise frispark kom flot indover og Gransee fik hovedet på og så kom udligningen 2-2.
Det var som om, at ballonen herefter blev punkteret for der skete ikke ret meget til sidst.
Efter kampen roste Kim K. spillerne for at blive ved med at kæmpe og ikke give op. Og som Aske sagde det så er det flot at komme tilbage to gange, hvilket jo ikke lykkedes sidste gang. Der er en god moral på holdet og de var naturligvis skuffet – ikke mindst set i lyset af tre skud på stængerne i anden halvleg. Men retfærdigvis skal det siges, at Allerød også havde deres chancer, så måske er uafgjort ikke så tosset.
Næste gang er det igen en udekamp, men af en helt anden kaliber. Roskilde KFUM venter og de blander sig nu i toppen – har ikke tabt i 10 kampe i streg, men det er først næste weekend.
Gule Kort: Thomsen og Aske
Kampen i tal:
0-1 47 min. Allerød
1-1 71 min. Selvmål – Allerød
2-1 75 min. Allerød
2-2 85 min. Gransee
Opstilling:
Målmand: Bjerregaard
Forsvar: ”KG”, Fisch og Aske
Midtbane: Weiss (ud 62), Thomsen (ud 81), Dennis (ud 70), Beck og ”EK”
Angreb: Jegind og Jacob
Bænken: ”Benja” (ind 70), Holden (ind 81) og Gransee (ind 62)
StillingHerre-DS • Pulje 2
Pos. | Hold | Kampe | V | U | T | Point | |
1 | FA 2000 | 27 | 17 | 4 | 6 | 55 | |
2 | KFUM BK, Roskilde | 27 | 12 | 11 | 4 | 47 | |
3 | B 1908 | 27 | 14 | 5 | 8 | 47 | |
4 | LSF | 27 | 13 | 7 | 7 | 46 | |
5 | TFC Odsherred | 27 | 10 | 10 | 7 | 40 | |
6 | Allerød FK | 27 | 9 | 5 | 13 | 32 | |
7 | Union | 27 | 8 | 7 | 12 | 31 | |
8 | Fremad Valby | 27 | 7 | 7 | 13 | 28 | |
9 | Ishøj IF | 27 | 6 | 8 | 13 | 26 | |
10 | Kastrup Bk. | 27 | 5 | 4 | 18 | 19 |