Menu

LSF Forever – og måske en Danmarksrekord?

image
Peter Wagner
27. februar 2024 kl. 07:25
Som mange nok har bemærket, så slutter mange ting fra bl.a. bestyrelsen af med ”LSF-Forever”.

LSF Forever – og måske en Danmarksrekord?

Som mange nok har bemærket, så slutter mange ting fra bl.a. bestyrelsen af med ”LSF-Forever”. Hvor det lige kommer fra ved jeg ikke, men mon ikke det er Mr. LSF – Ole ”Barca” som har fundet på det?

Men hvad betyder det? Jeg ved at Barca har været med i mange år. Jeg selv blev meldt ind den 9. november 1968 og er stadigvæk en del af klubben. Og Barca har været med endnu længere. Måske er det derfor begrebet er kommet med i officielle mails m.m. og jeg kan kun tilslutte mig det da jeg jo stadigvæk er en del af familien.

Men det starter jo et sted og her kommer vi – måske – til Danmarksrekorden.

Det hele startede med, at klubben nuværende U19-træner Kim Fisker meldte hans søn Simon ind (er nu en del af seniortruppen og har fået debut på senior 1). Han blev meldt ind meget hurtigt.

Min søn Anders fik så opsnuset det og meldte så Elliot ind meget tidligt og samme dag han blev født. Anders spiller stadigvæk i LSF og er med som en af lederne til Pandafodbolden.

Det fik Barca så at vide. Hans søn Peter Stephansen fik så Otto meldt ind og rekorden blev igen slået.

Den 16. februar kom lille Andrea til verden – altså Elliots lillesøster. Hun blev født kl. 6.42 og det første var selvfølgelig at melde hende ind i LSF. Helt præcist blev hun meldt ind kl. 7.40 – altså 58 min. efter hun blev født.

Næste umiddelbart derefter blev Anders kontaktet af DBU (!) om at det må være en fejl. Næ – den var god nok. De var lidt forundret i DBU og de havde intet kendskab til noget fortilfælde. Så måske er det en Danmarksrekord? – det får vi nok aldrig opklaret, men det er da en sjov lille historie. Så må vi se hvordan det udvikler sig.

Barca – det her er også ment som en lille udfordring og så lad mig slutte af med:

LSF FOREVER

 

Luk