Driften af fodboldbanerne i Ledøje-Smørum Fodbold klub er overdraget til et eksternt firma – Green Cleaner ApS
Driften af fodboldbanerne i Ledøje-Smørum Fodbold klub er overdraget til et eksternt firma – Green Cleaner ApS.
Det er et langt opslag, men vi håber du vil læse med alligevel.
For en måneds tid siden overgik driften af udendørsarealerne ved Smørum Idrætscenter fra Egedal kommunes materielgård til en privat leverandør - Green Cleaner ApS).
For at gøre en lang historie kort, har LSF har i en længere periode kæmpet for at få højnet kvaliteten af især græsbanerne på anlægget og det var derfor vores ønske, at overtage driften fra kommunen.
Byrådet godkendte ideen, men den juridiske afdeling mente at opgaven skulle ud i et EU-udbud og det blev lavet til et såkaldt omvendt udbud, hvor prisen var fastsat på forhånd, og der kun skulle konkurreres om kvaliteten af arbejdet.
LSF havde i samarbejde med lokale og kompetente firmaer udarbejdet et bud, der blev sendt til kommunen. Det levede op til alle de krav der blev stillet, og dernæst skulle administrationen vurdere de 2 bud der var kommet. Hvem der ville være bedst til at løfte opgaven.
Administrationen i Egedal kommune besluttede at udbuddet gik til Green Cleaner ApS, som i dennes optik ville være mere dedikerede og kompetente til at løfte opgaven, end LSF og lokale samarbejdspartnere ville være.
Det kommer nok ikke som den store overraskelse for læseren, at LSF er forundret og dybt uenig i den beslutning, og har naturligvis søgt agtindsigt i udbuddet. LSF kan læse i det materiale vi har modtaget, at det blandet er vægtet negativt for LSF at vi ikke har beskrevet hvorledes den daglige dialog med brugerne (altså os selv) skulle være.
Vi er i LSF bekymret. Vi har forsøgt at anlægge en positiv tilgang til de nye banefolk og være så samarbejdsvenlige som muligt. De er oprigtige nogle rigtig flinke fyre, men det får vi jo ikke topdresset baner af.
Vi har forelagt den bekymring for Egedal Kommune der dog har forsikret os, at kommunen vil holde EKSTRA tilsyn med situationen – det er jo Egedal kommune der har tilsynspligten, og den ville de naturligvis tage de alvorligt.
Tjaa, vi har i LSF ikke hørt fra kommunen endnu.
Vi er nu forbi udbuddet og den nye leverandør kommet i gang. Indledningsvist er der blevet brugt en del kræfter på at få afklaret, hvilke opgaver, der løses af kommunen og hvilke der skal løses af leverandøren. Dette til trods for at det burde have været gjort krystalklart i udbudsmaterialet.
LSF har valgt at tage den positive tilgang til Green Cleaner, og vi hjælper dem med at opbevare deres maskiner og vi låner dem sågar også det materiel de ikke selv har.
Vi er i løbende dialog med dem om driften af anlægget, men må desværre konstatere, at især området omkring opvisningsbanen og vedligeholdelsen af kunstgræsbanerne ikke er kommet helt så godt fra land.
Hvor er Egedal kommunes tilsyn?
Vi har forsøgt at få kontakt til kommunen af flere omgange for at gøre opmærksom på kritikpunkterne og det vil vi fortsætte med, selv om der ikke kommer svar.
Kommunen beder os om at bruge ”Tip Egedal” til at gøre opmærksom på kritikpunkterne.
Såååå - Kære bruger af LSF’s baner – Tip Egedal
Har du som bruger, træner, forældre eller lignende en oplevelse af LSF’s baner, så skriv gerne i tråden om din oplevelse og tip Egedal
Er jeres børn kommet hjem med brændenælde mærker når de har været i buskene for at finde bolde, eller har I stået til en kamp der næsten ikke blev godkendt af dommeren, fordi banerne ikke var kridt op, eller har du oplevet ikke at kunne tage bad i varmt vand, fordi bruserne ikke virker, så tip Egedal og skriv gerne her tråden.
HUSK at holde tonen pæn og anstændig.
LSF ønsker IKKE grimme ord i tråden og vi tager skarpt afstand for at hænge Green Cleaner ud på facebook. De har budt på en opgave helt efter reglerne og har vundet. Det kan de ikke skældes ud for.
Vi fortsætter arbejdet med at forsøge at få forbedret forholdene på anlægget og krydser fingre for at der er mere skub i tingene efter sommerferien.
Vi ses på banerne.
På vegne af brugerne af Ledøje-Smørum Fodboldbaner